Hvad er Systemisk terapi?
Systemisk terapi har fokus på relationer og de sammenhænge, vi indgår i. I stedet for at se problemer som noget, der kun ligger i det enkelte menneske, ser man på, hvordan de opstår og opretholdes i samspil med andre – fx i familien, parforholdet, på arbejdet eller i sociale fællesskaber.
Tanken er, at vi alle er en del af forskellige systemer, og at vores måder at tænke, føle og handle på formes i relation til dem. I systemisk terapi arbejder man derfor med at blive nysgerrig på de mønstre og fortællinger, der eksisterer mellem mennesker:
· Hvordan påvirker I hinanden?
· Hvilke roller tager I?
– og hvilke forståelser af hinanden skaber eller fastholder I?
I stedet for at lede efter én sand forklaring, undersøger man flere perspektiver. Terapeuten vil ofte stille spørgsmål, der åbner for nye måder at se situationen på – både din egen rolle og de andres. Det kan skabe bevægelse i fastlåste mønstre og gøre det muligt at handle anderledes. Målet er ikke kun at skabe forandring i den enkelte, men i de relationer og sammenhænge, man er en del af.
Selve terapien er dialogbaseret og kan både foregå individuelt eller i par. Nogle gange inddrages vigtige personer fra ens liv, hvis det giver mening for processen.
Systemisk terapi bruges ofte ved udfordringer i barndommen, i familien eller parforholdet, men kan også være hjælpsom i forløb, der handler om arbejdsliv eller identitetsproblematikker.