Hvad er Kognitiv adfærdsterapi?
Kognitiv adfærdsterapi handler om sammenhængen mellem det, du tænker, føler, gør og mærker. Hver gang du føler noget, påvirker det dine tanker, adfærd og krop. I terapien arbejder man derfor med at få øje på de tankemønstre, der sætter gang i svære følelser og ændre dem, hvis de ikke fungerer for dig.
I stedet for at tage tanker for fakta lærer man at udfordre dem. Det kunne for eksempel være med spørgsmål som:
Er mine følelser rigtige?
Hvilke beviser har vi?
Findes der en anden forklaring?
Kognitiv adfærdsterapi bygger på den idé, at mange psykiske udfordringer hænger sammen med fastlåste tanke- og adfærdsmønstre. Når man bliver bevidst om dem, kan man begynde at justere dem – både ved at tænke anderledes og ved at handle anderledes.
I praksis foregår kognitiv adfærdsterapi gennem samtaleterapi og konkrete øvelser. Der er også ofte en grad af psykoedukation i terapien – altså læren om, hvordan psyken fungerer. Målet er at skabe mere nuancerede tanker og mere hensigtsmæssige handlemønstre, så følelserne også ændrer sig over tid. Kognitiv adfærdsterapi er beslægtet med metakognitiv terapi, der beskæftiger sig mere med at observere sine tanker end at gå ind i dem.
Kognitiv adfærdsterapi anvendes bredt i terapi for angst, depression og stress, og har også veldokumenteret effekt ved blandt andet OCD, fobier, spiseforstyrrelser og søvnproblemer.