Hvad er Intensiv dynamisk korttidsterapi (ISTDP)?
ISTDP er en intensiv, psykodynamisk terapiform, der har fokus på følelser – især dem, vi ubevidst har lært at holde nede. Mange psykiske symptomer opstår, fordi vi undgår bestemte følelser eller konflikter, ofte for at beskytte os selv eller bevare relationer. I ISTDP arbejder man direkte og aktivt med at få adgang til de følelser, der ligger bag symptomerne.
Metoden blev løbende videreudviklet i 60'erne og op gennem 90'erne. ISTDP er kendt for sin målrettede og engagerede stil. Psykologen hjælper med at identificere forsvarsmekanismer – altså de strategier, vi bruger for ikke at mærke det svære – og støtter klienten i gradvist at give plads til de underliggende følelser. Det kan være intenst, men også forløsende, fordi man ofte oplever en direkte forbindelse mellem følelse og symptom.
I praksis er tempoet ofte højt, og der arbejdes konkret med det, der opstår i rummet her og nu. Fokus er på at skabe gennembrud i fastlåste mønstre og reducere symptomer ved at bearbejde de følelsesmæssige konflikter, der ligger bag.
ISTDP har en bred anvendelse, ofte ved depression, angst og identitetsspørgsmål.